Uddannelse har en central placering i 1950’ernes og 1960’ernes velfærdsstat. Uddannelse er ikke blot en samfundsmæssig investering; adgang til uddannelse kan også medvirke til at skabe mere lige muligheder for borgerne, uanset social eller geografisk baggrund. Universiteterne blev i 1960’erne politisk pålagt at optage alle egnede ansøgere på trods af advarsler fra universiteterne om, at de høje studentertal ville umuliggøre undervisning som hidtil. Hertil kom indførelse af studiestøtte fordelt efter objektive kriterier og myndiggørelse af studerende og ikke-professorale lærere, da de med styrelsesloven i 1970 fik betydelig medindflydelse på universiteternes interne forhold. Med oprettelsen af Direktoratet for de Videregående Uddannelser i 1974 blev universiteterne for alvor integreret i det statslige styringssystem. Forskningsfrihed stod stadig nogenlunde uantastet, mens undervisningsfrihed og universiteternes autonome status blev radikalt omfortolket.
